Bolbro Brugerhus

Bolbro Brugerhus er et aktivitetshus, som DOF Paarup Aftenskole er ansvarlig for. Formålet er, at have et sted, hvor aftenskoleaktiviteter og brugerstyrede aktiviteter (Åben aktivitet) fungerer på tværs.

Åben aktivitet er, som ordet siger, åben for alle; det er gratis bortset fra materialer/egenbetaling; der er ingen underviser tilknyttet; en åben aktivitet kan omfatte stort set alle emner. Det er f.eks. akvarelmaling, papirklip, håndarbejder, porcelænsmaling, brætspil, fællessang.

DOF Paarup Aftenskole har et stort udbud af undervisning i Brugerhuset. Her er indrettet fine tidssvarende lokaler til syning, sy- og designskolen og patchwork. Her er strik på maskine, bevægelse tilrettelagt for handicappede, knipling, gammelt håndarbejde - hækling og orkis, glas- og porcelænsmaling, havedesign, litterær café, sprog og meget mere.

Foreningers mødested - Når DOF Paarup Aftenskole eller Aktiviteterne ikke bruger lokalerne, kan de bruges af andre. Det kan være det lokale mødested for en læsegruppe fra seminariet eller f.eks. studerende fra SDU. Eller som mødested for frivillige foreninger.

Pause i cafeen - Fælles for alle i Brugerhuset er, at pausen foregår i husets café, som er husets hjerte. Her mødes man over en kop friskbrygget kaffe og smurte oste- og rullepølsemadder, og af og til er der hjemmebagt kage.

Netværk i lokalsamfundet og nye tiltag - ud over den almindelige hverdag, gennemfører vi aktivitetsdage, fællesspisninger, fastelavnsdag og julemarked. Brugerforeningen arrangerer udflugter og ture, hvor alle kan deltage. I dette lokale samlingssted er det frivillige, sociale og forpligtende fællesskab kendetegnende. Det fællesskab og den samhørighed gør at brugerne - uanset alder - kommer igen og igen.

Alle er velkomne i Bolbro Brugerhus - kom og se hvad der foregår, nyd en kop kaffe, eller tal med daglig leder om at igangsætte den aktivitet, du kunne tænke dig.

Lone Juul Pedersen
daglig leder
www.bolbrobrugerhus.dk
info@bolbrobrugerhus.dk
65 91 22 09

Lisbeth Lunding
Skoleleder
www.paarupaftenskole.dk
info@paarupaftenskole.dk
66 13 00 82

Pause i cafeen

Cafeens åbningstider er mandag-torsdag kl. 8.30-16.00 og 18.30-21.00. Fredag kl. 8.30-14.00.

NB! Som hovedregel aftenlukket fra 1. maj til midt i september.

Nyhed - nu har vi også puslebord

Udstillinger i Cafeen

Hver måned er der skiftende udstillinger i cafeen. Udstillingerne kan være vidt forskellige - fra de første amatørværker til de professionelle. I montren i indgang G udstilles produkter fremstillet af brugere eller kursister ved DOF Paarup Aftenskole. Kom indenfor og se de mange forskelligartede værker.

Lokaler

Enkeltpersoner, grupper, klubber og foreninger kan få stillet lokaler til rådighed i Bolbro Brugerhus i det omfang, de er ledige.

Det er gratis at låne lokaler - men man skal til gengæld være en aktiv del af Brugerhuset.

25 års jubilæum i Bolbro Brugerhus

I år kan Brugerhuset fejre jubilæum. Det bliver markeret med en reception og Åbent Hus med efterfølgende fællesspisning. "Brugernes Dag - en højskoledag" for alle brugere af Brugerhuset bliver også afviklet som led i markeringen af Brugethusets 25 års jubilæum.

Reception torsdag 1. september kl. 14.30-16.30

Åbent hus - jubilæum

Bolbro Brugerhus byder indenfor søndag 4. september kl. 13-16

Kom og få en fornemmelse af hvad Bolbro Brugerhus repræsenterer.

Kom og mød husets brugere, lige fra barn til voksen og mød de frivillige aktiviteter, hvor gensidig inspiration og samvær er nøgleordet. Mød DOF Paarup Aftenskoles lærere og elever som præsenterer sæsonens aftenskolehold og udstiller arbejder. Mød også det frivillige foreningsliv som har mødevirksomhed i Bolbro Brugerhus.

Gratis adgang - alle er velkomne!

"Brugernes Dag - en højskoledag" lørdag 8. oktober kl. 9 til ca. 20

Denne dag er for alle voksne brugere med 1-2 ledsagere.

En bruger er den som bruger huset, som kursist ved DOF Paarup Aftenskole, som bruger via en forening, som bruger via en støttegruppe, som bruger via samarbejdet med de lokale skoler, foreninger og erhvervsliv, som bruger ved aktivitetsdage eller som bruger cafeen som samlingssted.

Ledsagerne kan repræsentere familie eller venner, der sædvanligvis ikke kommer i Brugerhuset.

Dagens Program

Dagen bliver sammensat af fællessang, foredrag, kreative workshops, bevægelse, ture i lokalområdet og vigtigst af alt fællesskab. Dagen sluttes af med festmiddag.

Det endelige program kan hentes i Cafeen eller ses på www.bolbrobrugerhus.dk

Pris. 300 kr. pr. deltager.

Tilmelding ved DOF Paarup Aftenskole eller Bolbro Brugerhus senest 13. september.

Aktivitetsdage kl. 13-16

Hvad er det egentlig som foregår derinde…

Husets mange brugere vil på skift udbrede deres viden og erfaring indenfor de forskellige aktiviteter. Det kan være bolsjekogning, bagning, 3D-kort, decoupage, vævning, collage, papirklip, folkedans og meget andet.

Søndag 13. november
Søndag 5. februar
Søndag 22. april

Fællesspisning kl. 17

Kom til et par hyggelige timer med spisning, kaffe og netværksdannelse. Nogle af husets frivillige brugere står for menuen, forberedelser mv. Man kan også smøre sin egen madpakke til næste skole- eller arbejdsdag.

Arrangementet er åbent mod tilmelding og betaling i cafeen onsdagen før arrangementet - datoer som til Aktivitetsdagene ovenfor.

Pris voksen kr. 40,- børn kr. 15,- (fra 4 år)

Madpakker kr. 10,-

"Syng Sammen" kl. 15

Oplev glæden ved at synge sammen.

Disse to eftermiddage inviterer vi til eftermiddagskaffe med kage og fællessang. En af DOF Paarup Aftenskoles kordirigenter vil stå for musikledsagelsen under fællessangen.

Arrangementet er gratis, men tilmelding i cafeen er nødvendig.

For yderligere information og tilmelding - kontakt Brugerhuset.

Søndag 13. november
Søndag 5. februar

Julemarked søndag 27. november kl. 11-15

Hele Brugerhuset er i julestemning. Træet er pyntet, adventskransen er lavet og der er underholdning ved Regnbuekoret. I julestuen kan du købe julegaver, pynt og dekorationer eller hente inspiration til dine egne juleforberedelser.

Igen i år er der stort amerikansk lotteri, tombola samt fiskedam for børnene, og naturligvis er Brugerhusets café åben for salg af gløgg og æbleskiver.

Kvindecafe 3. søndag i måneden kl. 13.00

Du er velkommen til at deltage i den lokale Kvindecafe.

Foruden en håndfuld frivillige med deres børn og børnebørn så kommer der kvinder af alle nationaliteter - i alle aldre: Mødre, bedstemødre, unge piger og børn (drenge som piger).

Det er et frirum, hvor der altid er nogen som laver aktiviteter med børnene, alt imens de voksne råhygger, snakker og deler erfaringer med hinanden om alt muligt: Kageopskrifter, uddannelse, jobmuligheder, børns sikkerhed i bilen o.s.v.

Indholdet i Kvindecafeen bliver hele tiden udviklet på baggrund af kvindernes ideer.

Kvindecafeen er kommet i stand på baggrund af ideer fra 14 frivillige ildsjæle, der kommer fra:
Etnisk Kvindegruppe - Boligforeningen Højstrup - Fodboldklubben KFUM - DUI Leg & Virke - Bolbro Brugerhus og sidst men ikke mindst Bolbro Bibliotek.

Læs mere på www.bolbrobrugerhus.dk

Musikalsk café

ved Henrik Møller Jensen

Lad sang og musik være overgangen mellem eftermiddags og aftenaktiviter. I Musikcafeen vil vi udover at synge og lytte, også forsøge at trænge ind i musikkens baggrund og betydningslag. Genre og stilart veksler fra gang til gang og hvis nogen har lyst til at optræde med en sang eller et stykke musik, er det også en mulighed.

Musik og sang er meditation i en travl hverdag.

Torsdag 13/10, 10/11 og 8/12 kl. 16.15-18.00.

Pris for alle tre mødegange 240 kr. inkl. kaffe og kage
Tilmelding og betaling i cafeen.

Sjovt at strikke sjovt - en strikkecafe

Dogme-strik - inspiration

15. september, den første gang efter sommerferien, skal vi præsenteres for en strikkemetode. Du får en portion råuld, hvoraf du dogmestrikker, f.eks. en pulsvarmer. Tag dine pinde af bambus eller træ med, fra str. 6. Det er Anne Birthe Rasmussen, Ringe som inspirerer.

Pris kr. 25,-
Tilmelding og betaling i cafeen senest 12. september.

Udflugter

Frederiksborg Slot, søndag 28. august 2011

Vi mødes ved Brugerhuset kl. 7.30. Kl. 10.30 er der guidet rundvisning på Frederiksborg Slot.

Om eftermiddagen er der omvisning i barokhaven.

Der bliver også tid til at gå rundt på egen hånd.

Hjem igen kl. 17 - i Odense ca. kl 20.

Pris kr. 475,- incl. entre og rundvisninger, transport og morgenkaffe med rundstykke.

Frokost og bolle til hjemturen bestilles særskilt ved tilmelding.

Tilmelding i cafeen 16. august 2011.

"Bajere, Biksemad og Brandgoe staldtips"

Tur til travbanen, onsdag 28. september kl. 14.15.

Tag en tur på væddeløbsbanen og få en herre'god aften med sport, spil, spænding og godt humør.

Besøget begynder med rundvisning. Løbene kan vi følge fra vores borde i cafeteriet.

Pris kr. 120,- incl. spillekupon og spisning.
Tilmelding i cafeen 20. september.

Teater i Vollsmose Kulturhus, fredag 10. februar 2012

"Nytårsfesten"

Er der noget så dansk som kartoflen?
- Kartoflen stammer fra Sydamerika.
Er der noget så dansk som selve Dannebrog? - Det faldt ned fra himlen i Estland engang.
Og klinger noget mere dansk end musikken til Elverhøj, der er komponeret af en tysker ud fra svenske folkemelodier?
Hvad er egentlig danskhed og hvad betyder integration?

Pris kr. 50,-
Tilmelding og betaling i cafeen senest 28. september

Seniordaghøjskole i Bolbro Brugerhus

Seniordaghøjskolen er et tilbud til dig, der vil vide mere og bruge fire timer hver tirsdag ammen med andre unge ældre. Vi skal beskæftige os med litteratur og samtidskunst. I begge fag går vi i dybden med tiden og de kulturelle strømninger. Forårets temaer planlægger vi i fællesskab.

Fantastisk litteratur

ved Rikke Rowek Kier

Fantastisk litteratur er en skønlitterær genre, der både har realistiske og urealistiske elementer, og denne type litteratur indeholder dermed fortællinger, hvis begivenheder sprænger den naturlige forklaring. Vi vil i dette kursus se nærmere på en række fantastiske fortællinger af en række forskellige forfattere, der tidsmæssigt spænder fra 1800-tallet og frem til i dag.

Tirsdag kl. 10.00-11.50

Samtidskunst

ved Karen Petersen

Der vil blive taget udgangspunkt i en række værker hvor den reelt levede virkelighed og dens objekter er hovedkomponenterne i værkerne.

- hvor det tidligere var kunstnerens atelier, hjem, familie, er det objekterne fra det omgivende samfund der bruges til at skabe en ny sammenhæng og der vil fokuseres på der hvor kunst og hverdags liv og det reelle smelter sammen.

Vi vil starte ved minimalismen og komme op til 90'ernes relationelle æstetik.

Kurset vil bestå af slides, filmvisning, diskussion og læsning af korte teoretiske tekster og evt. mindre ekskursioner med rundvisninger.

Samtidens kunst vil blive perspektiveret fra et historisk, teoretisk, undersøgende og formidlende aspekt der vil give en bredere vinkel på den kunst der skabes i dag og de begreber der arbejdes med.

Der vil ikke blive produceret kunst, men være diskussioner, tekster der skal læses, visning af materialer, mindre opgaver der kan virke som debat indlæg. Kurset er for den der deltagende, vidensbegærligt og inkluderende ønsker sit perspektiv udvidet.

Tirsdag kl. 12.10-14.00

Åbne aktiviteter i Bolbro Brugerhus

For at deltage i "Åbne aktiviteter" skal man have kendskab til emnet; - her er ingen underviser tilknyttet, vi arbejder med hjælp til hinanden og gensidig inspiration, det er gratis, bortset fra materialer og vedligeholdelse af maskiner/rekvisitter, man kan dukke op uden at melde sig

Har du en interesse, du gerne vil dele med andre, henvender du dig blot på kontoret eller i cafeen i Brugerhuset, så hjælper vi dig med at komme i gang.

Ring til Brugerhuset om startdato for hver enkelt aktivitet.

Mandag kl. 12-17: Kortklubben Ligeud

Mandag kl. 14-16: Hygge med HjerneSagen (første mandag i måneden)

Mandag kl. 19-22: Lær at spille Go
Der bliver hygget omkring det gamle orientalske brætspil.

Mandag kl. 18.30-21.30: Bolbro Frimærkeklub
Alle emner indenfor filatelien tages op.

Mandag kl. 16-20.30: "Netværksgruppe - Tilbage til job/livet" - NYT
Er du en del af "tilbage til job" eller bare sygemeldt i længere tid og har du lyst til at danne netværk med andre i samme situation.

Tirsdag kl. 10-12: Herreklubben mødes (ulige uger) - NYT
Alle mænd er velkomne - kvinder har ingen adgang !
Her bliver diskuteret fællesskaber om arbejdsliv, håndværk, mad og måske et virksomhedsbesøg.

Tirsdag kl. 10-12.30: Håndsyning - patchwork (ulige uger) - NYT
Vi arbejder effektivt på vores yndlingshåndarbejder alt imens vi snakker og nyder kaffen.

Tirsdag kl. 10-13: Glasværksted

Tirsdag kl. 10-14: Glasmaling
Vi tegner og maler på glas, smykker mv.

Tirsdag kl. 10-14: Rammevævning

Tirsdag kl. 14-17: Billedvæveværksted
Her skabes de flotteste håndvævede billeder, såvel store som små.

Tirsdag kl. 15.30-17.30 (lige uger): Glasværksted
Vi skærer i glas og brænder to glasplader sammen. Efter første brænding bliver glaspladerne lagt på form og brændt igen, hvorved den færdige form opstår.

Tirsdag kl. 18-21 (lige uger): Hyggetanternes porcelænsmaling
Hent inspiration blandt andre øvede.

Tirsdag kl. 19-21: Papirklip
Vi bytter skabeloner og inspirerer hinanden til stadig bedre resultater.

Tirsdag kl. 19-22: Folkedans og lancier (ulige uger) - NYT
Kom og dans og lær trinene af de andre dansere.

Onsdag kl. 9.30-12: Hyggeklubben (håndarbejde)
Tag eget håndarbejde med, kom og lav lidt på det, kom til en livlig snak omkring bordet.

Onsdag kl. 10-13: Akvarel
Vores evner er vidt forskellige, vores engagement er stort. Vores gruppe er en god blanding af mænd og kvinder og vi udfordrer hele tiden os selv og hinanden.

Onsdag kl. 13-16 (lige uger): Vi laver Miniature
Vi arbejder i størrelse 1:12 - møbler, ting, mad/kager med inspiration fra hinanden.

Onsdag kl. 12.30-17: Bridge
Let øvede spillere mødes omkring bordet.

Onsdag kl. 19: Foreningen "Mistet barn" (første onsdag i måneden)

Onsdag kl. 19-20.30: ACA for voksne børn - støttegruppe
Vi deler erfaring, styrke, håb og kærlighed for at blive raske...

Torsdag kl. 9-12: Rammevævning

Torsdag kl. 9.30-11.30 (lige uger): Bytte- og samlemøde
Vi bytter receptkuverter, frimærker m.m.

Torsdag kl. 10.30-14: Porcelænsmaling - øvede
Vi maler og dekorerer porcelæn samt glas og smykker.

Torsdag kl. 12-16: Sy-værksted
Vi hjælper hinanden med at sy og reparere tøj.

Torsdag kl. 14-16: Debatforum (2. torsdag i måneden)

Torsdag kl. 14-16: Håndarbejdsklub i cafeen
Vi strikker, hæler, syr, broderer og orkerer.

Torsdag kl. 14-18: Skaftevævning
Inspiration og fælleskab omkring klapvæven - turnusordning.

Torsdag kl. 18.30-21: Sjovt at strikke sjovt - en strikkecafe - NYT
Tag dit spændende og udviklende strikkearbejde med. Lad dig inspirere af de andre strikkere.

Torsdag kl. 18.30-24: Læseforeningens Skakklub
Både seriøst og mere uforpligtende.

Klubber og foreninger i Bolbro Brugerhus